Det, der gør sejlads i Adriaterhavet til et så eftertragtet eventyr, er det udsøgte rolige blå hav, mens du sejler mellem tusindvis af øer fyldt med mystik og folklore. Selvfølgelig ved enhver sømand, at du altid skal holde øje med vejret, hvis et pludselig uventet vindskift skulle bringe en storm.
I sommerens varme midt i juli, efter en dag med nem sejlads omkring Korčula, en populær ø i det sydlige Dalmatien, og stemt som den smukkeste ø i Kroatien, satte vi sejl mod den lille by Vela Luka, der ligger på den vestlige side. Vela Luka betyder "stor havn" på kroatisk, og bugten er godt beskyttet og er hele 9,5 km lang.
Da solen faldt mod horisonten og kastede sin gyldne glans på vandet, nød vi en tilfreds, reflekterende stemning. Da verden stilnede sig, var alt, hvad der kunne høres, vores yacht der skar sig gennem vandet, mågerne ovenover og vinden der sang blødt i rigningen. Ved at vende ved havnen ved indgangen til bugten, kom vi rundt om øen Proizd, der er kendt for sine fantastiske strande. Vi vågnede op fra vores dagdrømme, tog sejlet ned og tændte motorerne. Da vi sejlede forbi øen Ošjak i centrum af bugten, stirrede vi bagud, mens havet og himlen reflekterede dens strålende transformation fra blå, til guld og dyb orange til lilla. Et dybtgående og storslået øjeblik.
Efter skumringen, nærmede vi os Korkyra Marina, som er kendt som den 'naturligt' sikreste havn i Adriaterhavet. Vela Luka har altid været et sikkert tilflugtssted for søfolk, og den helt nye marina, der lige blev åbnet i juni 2020, er porten til dette populære turistmål med sit rene hav og fredelige stemning, krydret med gastronomiske og kulturelle lækkerier. For ikke at nævne internationalt prisvindende vin Pošip, Rukatac og Grk, lavet efter en 1.000 år gammel tradition for vinfremstilling.
Marinaens innovative design, bygget med miljøvenlige materialer, forgrener sig fra kysten med en række broer, der strækker sig ud på en konstrueret ø. Der er en kaffebar, moderne restaurant, der tilbyder en fusion af traditionelle og moderne retter, bar plus det yndefulde 4-stjernede Hotel Korkyra med en stor swimmingpool og sin egen private strand. Marinaen har en brændstofpumpe og kapacitet til 135 pladser og lystbåde over 35 m i længden.
Mine sømandsvenner og jeg kunne også kaldes "kulturgribbe". Hvad der tiltrak os her var søgen efter at finde det sted, som lokalbefolkningen beskriver som den "yngste og ældste bosættelse" på øen. Du undrer dig måske over, hvordan det er muligt, men det er simpelthen fordi Vela Luka er det yngste administrative område på Korčula og på bakken over byen er der en hule, hvor meget gamle forhistoriske fund er blevet fundet. Det var der, vi var på vej hen. Hulen er kendt som "Vela Spila" (Big Cave).
Vi besluttede at gå til Vela Spila og startede tidligt næste morgen. Fra Hotel Korkya gik vi på fortovet, der løber parallelt overfor kysten og beundrede en del af "Verdens længste mosaik" under vores fødder. Dette fantastiske, ambitiøse kunstprojekt vokser stadig med individuelle mosaikpladser skabt af forskellige kunstnere, der bliver lagt ned og i øjeblikket er omkring 300 - 400 m til byens centrum. Bemærkelsesværdigt!
På restauranten Pod Bora fandt vi skiltene, der ledte os til højre mod Vela Spila, og vi spadserede gennem byen, indtil vi kom ind på den "blå vej". Dette fortov er kun 900 m langt, og det tog os ca. 30 minutter lige op ad Pinski Rat-bakken. Hvis du ikke er til fods, kan du leje en cykel, scooter eller en bil i byen og komme derhen via en separat vej, der fører dig til hulen.
Turen gjorde os dog godt! Fantastisk frisk luft med en let lugt af aromatiske og medicinske urter, der svæver forbi vores næser og det smukke landskab i Vela Luka og bugten under os. Udsigten forbedredes, da vi kom højere op, og ved indgangen til hulen stoppede vi et øjeblik og nød det vidunderlige landskab: Vela Luka's gamle bymidte, bugten og havnen under os, bakkerne bag dem, de nyere områder kryber op ad bakkerne blandt nogle grønne olivenlunde og længere ud bag ved havnen, øerne Ošjak og Adriaterhavet.
Vidste du, at udsigten for 20.000 år siden ville have været en helt anden? Hvor havet er nu, ville der have været en grøn dal af adriatiske sletter med havet langt væk i horisonten. En grøn oase i isen!
Da vi krydsede tærsklen til Vela Spila gennem den 8 m brede indgang, så vi ned på graveområdet, som nu blev efterladt, da arkæologerne for nylig har afsluttet et projekt. På det tidspunkt var der kun arbejdet på et areal på 200 m2, og udgravningerne var nået til 11 m, hvilket ikke er nær bunden af det, der stadig skal afsløres. Hulegulvet ville have været langt lavere, men sedimentaflejringer over årtusinder har tilføjet mindst 10 m højde.
Kalkstensvæggene danner en elliptisk form, der er omkring 40 m lang og 40 m bred og når op til 17 m højde med det hule loft, der strækker sig ud foran. Lyset skinnede gennem to store åbninger kendt som " Velo Ždrilo"og "Malo Ždrilo", som er skabt helt naturligt. Hulen er 1100 m2 stor og er ikke kun en naturarv, men er også et vigtigt beskyttet kulturelt aktiv.
Det var fascinerende at indse, at hvert skridt, vi tog ned ad skråningen ned i hulens dybder, var et skridt tilbage i tiden. Hvert lag af rester har en central position og indsigt i forhistorisk liv. Fra den seneste, jern- og bronzealder, helt til den nye stenalder (neolitisk - fra ca. 4500 f.Kr.), middelstenalderen (mesolitisk ca. 15.000 til 5.000 år før nutidens tid) helt ned til den gamle stenalder (paleolitisk - for hele 3 millioner år siden). Og det er så langt ned som de nuværende udgravninger er blevet gravet. Det er en lang, lang tidsperiode!
Hvordan lærte vi alt dette? Ironisk nok ved at bruge vores ultramoderne teknologi via en mobilapp, der er knyttet til en QR-kode, der findes ved indgangen. Dette gav os en guidet lyd tur af Vela Spila. Hvilken markant kontrast af ekstreme tidsrammer!!
Arbejdet med Vela Spila startede i 1949 med Marinko Gjivoje, der startede videnskabelig forskning, og i 1951 sammen med Boris Ilakovac og Vinko Foretic, der begyndte med indledende testudgravninger. Efter lovende resultater fik de mulighed for at gå videre. Grga Novak, der betragtes som en af de mest fremtrædende forskere, undersøgte hulens forbindelser til øen Hvar, og hans fund blev offentliggjort i "Det jugoslaviske akademis annaler". Han ledte oprindeligt årlige udgravninger fra 1974 og frem, og i 1978 fortsatte professor Bozidar Cecuk, et medlem af kabinettet for arkæologi i JAZU (det jugoslaviske akademi for videnskab og kunst) arbejdet. Dinko Radić, der i øjeblikket leder "Vela Spila Arkæologiske Samling" i Kulturcentret i byen, tiltrådte i 1986, og Franko Oreb var et permanent besætningsmedlem.
Gennem radiocarbon-datering opdagede de, at mennesker havde boet i hulen sæsonmæssigt fra så tidligt som 20.000 år f.Kr., hvilket fremgår af værktøjer, der blev brugt til jagt på hjorte, aurochs (forhistorisk vildtkvæg) og indsamling, hovedsagelig af marine ressourcer. De fandt rester af mennesker, mad, flintesten, sten, ler og fugle- og dyreben, der fortæller mere om udviklingen af menneskehedens åndelige og materielle kultur. Sjovt nok blev der ikke fundet nogen rester af lerskåle eller kopper indtil den nye stenalder. Også fra dengang er det tydeligt, at folk havde deres får og geder inde i hulen, muligvis gennem vintermånederne. Spændende er det faktum, at Vela Spila er ét af kun fem steder i istidens Europa, hvor brændte ler-genstande blev fundet. Forestil dig, hvordan de kom på, at opvarmning af ler ville styrke det!
Hvad der også er interessant er det faktum, at selv om der var mange typer skaller til rådighed, brugte indbyggerne kun én bestemt slags til at lave dekorative perler, som de gennemborede for at skabe smykker, pryde tøj eller vikle ind gennem håret. De samme skaller blev også fundet på andre steder i Adriaterhavet og det centrale Balkan, hvilket afslører en fælles tradition blandt en udbredt befolkning.
For omkring 15.000 år siden var der en katastrofal begivenhed - et enormt vulkanudbrud i Napoli-bugten kaldet Napolitansk Yellow Tuff-begivenhed. Et lag aske blev fundet af arkæologer, der lagde sig i hulens sediment og var tykt nok til at betyde, at en enorm mængde faldt ned over området. De store, sorte skyer, der tilslørede solen og regnede ned med giftig aske, må have været skræmmende for folk, og det er tydeligt, at hulen blev forladt og sandsynligvis området i tusindvis af år derefter.
Det var efter vulkanen, at havniveauet steg, og Korčula blev en ø med lignende vejrforhold som i dag. Mellem 1986 og 1998 blev tre børns gravsteder opdaget i de nyere lag fra middelalderen. Der blev også fundet grave af to mennesker, der blev kaldt "Baba og Dida" (bedstemor og bedstefar) og blev ganske berømte. Senere, selvom det blev fastslået, at de faktisk var to kvinder, forblev navnene.
I 2004 blev "Stanko", det ældste middelhavsskelet fra over 9.000 år siden, også opdaget. Vil du vide, hvorfor han fik navnet "Stanko"? To arkæologer havde travlt med udgravningen, og én opdagede noget, der kunne have været en del af et skelet, hvor hans kollega var ved at hakke på, så han råbte: "Stani!"(betyder "Stop"!) for at forhindre hans kollega i at skade det. Så det var skelettet og det var sådan, det blev kendt som "Stanko".
Før vi gik, sad vi stille og forestillede os livet, som huleboerne havde oplevet det for så lang tid siden. En lokal legende fortæller om en jæger i istiden, der gik ud for at finde mad til sin sultende familie og stødte på en hjort. En smuk blond pige dukkede magisk op og bønfaldt ham om ikke at dræbe hjorten. Han ignorerer hende, jager og dræber hjorten med hans spyd, og da den faldt, blev den til den blonde nymfe. Hun var faktisk datter af Skaberen og beskytter af dyr og natur. Hendes sorgramte far placerede hendes billede som hjorten i stjernerne såvel som jægeren, der forfølger hende for evigt. I sin vrede oversvømmede Skaberen dalen, og det, der nu kaldes Vela Luka, blev dannet. Stjernerne forbliver som en konstant påmindelse om en svunden fredelig tid.
Vi måtte selvfølgelig smutte ind i Kulturcentret i byen på vejen tilbage. Det ligger i en historisk, gammel skolebygning ved siden af St. Josephs kirke. Indgangs-atriummet er smukt dekoreret med mosaikker lavet i 1968, da Vela Luka var vært for det internationale kunstnermøde. På museet, bortset fra andre udstillinger, lever de keramiske fragmenter, dyreknogler, værktøjer, skaller og nogle rekonstruerede kunstgenstande fra Vela Spila videre. Her, også af stor interesse, er den store amfora, der blev fundet, der indeholdt babyben og syv forhistoriske knive.
Og så sluttede vores rejse, hvor vi sejlede gennem tidsperioder fremmanet af den transcendente Vela Spila.
Forfatter: Diana Karmela
Fotos af Tourist Board of Vela Luka
Powered by
