Imens at vi kæmpede med at rebe storsejlet i den blæsende vind, kunne vi se den lille havneby Pomena i distancen, med opmuntrende røde Karlovacko parasoller langs havnen. Og en iskold Karlovacko var lige det vi havde brug for efter en morgen hvor vi havde sejlet på Mljet Kanalen, mellem Peljesac halvøen og Mljet ø. Her var vi endelig ved Mljet ø, højdepunktet ved hele vores sejltur. Så snart vi havde fortøjet bådet sikkert forlod Matt og jeg resten af besætningen for at bestille øl, og for at finde den nærmeste lokale center for dykning. Vi ville dykke i de berømte indre søer, som er hjem til nogle af de største koralrev i Middelhavet.
Naturlig Rigdom i Mljet National Park
I virkeligheden ikke rigtigt søer, men mere en usædvanlig bugt som hænger sammen med det åbne hav ved den smalle Soline Kanal. Veliko Jezero (den store sø) dækker et areal på 1.45 kvadratkilometer og er 49m dyb; Malo Jezero (den lille sø) er 0.24 kvadratkilometer og er 29m dyb. Kraftigt tidevand og strømme gør det muligt for havet at komme ind og ud af søerne, hvilket har skabt et helt unikt rev med et rigt dyreliv, og det inkludere en endemisk art af vandmand samt Adriaterhavets største bløddyr - Noble Pen Shell muslingen.
Den nordlige del af den frodige ø Mljet var erklæret for en national park så langt tilbage som 1960. Autoriteten som styrer parken er yderst synlig, med ansatte der kører rundt i elektriske biler, og de gebyrer som alle besøgende må betale for at kunne komme ind, samt den rå følelse af vildskab i de velbevarede skove hvor ingen bygninger er tilladt. De gamle grækere kaldte øen for “Melita” eller “Skat” hvilket udviklede sig til det Slaviske navn Mljet gennem århundrederne. Ifølge de gamle myter var det denne ø hvor Odysseus blev reddet, og derefter honnings-fanget af sø nymfen Calypso og holdt som hendes elsker i 7 år. Nemt at tro på med denne frodige og forførende ø.
I dykker butikken blev vi informeret af den lokale dykker mester Ivan, at det var for sent at dykke denne dag, og at vi blev nødt til at prøve igen i morgen. Vi valgte i stedet at tilslutte os resten af besætningen og udforske parkens indre søer via båd og fra landjorden.
Vi betaler det vi skylder hos National Park kontoret, og finder vej ned til havnen hvor båden sejler mod den sydlige del af den store sø, Veliko Jezero og den lille ø St Mary hvor der ligger det gamle Benedictine kloster. Omgivet af tætte skove, den lille båd sejlede mod den lille ø i kanten af den store sø, og vi steg af lige under klosteret. Ungerne var vilde efter at hoppe i vandet, og vi fulgte dem rundt bag om klosteret for at udforske de nærliggende vande.
Guddommelig Bolig - Spirituel Helligdom
De næste få timer gik med at udforske søen med dykkermasker, at hoppe fra sten og bade i solen. Ude i midten af det varme skinnende vand, flydende på ryggen, følte og hørte jeg den overvældende kraft af naturen, vandet der indsvøbte mig i hendes varme og saltede omfavnelse, den intense lyd af cikader der næsten overdøvede de glade skrig fra børn i distancen. Som fra et fugleperspektiv så jeg mig selv flyde i vandet i vandet tæt på en ø, midt i en sø i Adriaterhavet, naturen som bølge agtigt flyder ud med mig i centrum. Det er ikke for sjov at de byggede et kloster her; stedet havde bare den type vibration.
Det var tid til at udforske den hellige plads. Benedictine klosteret af St Mary’s på den lille ø af samme navn, blev først bygget i det 12 århundrede. Fra det 6 århundrede til det 12 århundrede var Benediktinermunke spredt gennem hele Europa for at prædike Kristendom, og der er et utal af klostre spredt igennem hele Kroatien. Klosteret er blevet ombygget og udvidet et vist antal gange gennem de følgende århundrede, hver gang for at reflektere den givne epokes stil; fra romansk, til barok, til gotisk, til renæssancestilen af den florerende og rige Dubrovnik Republik. Forsvarstårne og murene forstærket for at afskrække pirater i det 16 århundrede. Vi gik igennem de gamle sten bygninger, bukkede i respekt ved klosterets alter, under de imponerende farvede glas vinduer, og fortsatte med at gå rundt i klosterets gårde. Vi stoppede et øjeblik for at nyde den overvældende udsigt over søerne som strakte ud foran os, i stilheden og roen af dette fortryllende sted.
Solnedgang i Havnen
Til sidst på dagen fandt vi os tilbage under de røde Karlovacko parasoller hvor vi absorberede havnens atmosfære, undrede os over seværdighederne, lydene og følelserne fra dagen med kolde øl i hånden. Hvis nu bare vi kunne finde Ivan så vi kunne organisere noget dykning den næste dag, før igen at skulle sætte sejl fra denne magiske ø.
