Som båden glider ind i havnen, imens ankeret sænkes og rebene er klare til at blive kastet ud, er der underligt stille i Steni Vala, Alonissos. To andre sejlbåde vugger over deres ankre og en blå og skrigende orange flodkrebsfisker sejlede ind bag os. Vi hoppede ud på kajen, på jagt efter græsk kaffe og selskab. Efter at have kortlagt de fredfyldte omgivelser, slog vi os ned på en blå og hvid café, og satte os med let sind i skyggen under gummitræerne. Vores eneste selskab var et par andre sømænd som sad ved bordet over for os, og vi udvekslede de sædvanlige emner som man nu gør med folk der passerer igennem en havn for en dag. Hvor er i fra? Hvor er i på vej hen? Hvornår tager i afsted? Har i set vejrudsigten?
Køligt ly
Med iskaffe i hånden og øjnene klistret til havet, som stadig er dækket af det hvide skum fra bølgerne, ser vi tilbage på den begivenhedsrige dags sejllads, som har bragt os hertil. Med intentioner om at sætte sejl tidligt mod den smukke Panormos bugt i Skoelos og dens historiske tilholdssted for pirater, havde en ting ledt til den anden, og vi endte med at komme sent afsted. Det betød, at vi blev indhentet af ’meletemien’ – den nordlige sommer vind, som trækker op hen over den tidlige eftermiddag, og kan blæse i dagevis. I Sporades er du som sejler nok udsat for den stærke vind, men der er også rig mulighed for at søge ly.
At krydse strømmen mellem Skopelos og Alonissos havde specielt været en udfordring og videre ubehageligt. Det havde heldigvis ikke varet alt for længe. Som så mange før os, havde vi mistet et par ting til søs, men i de erfarne hænder af vores kaptajn og crew, klarede vi det alligevel. Og her er vi så nu, vindblæste med høje på oplevelsen, og glade for at være sikkert lagt til i den snævre, fredfyldte havn i Steni Vala, Alonissons, sidste stop før de vilde ydre øer i det nordlige Sporades.
Lutter sport og solbadning
For længst en favorit hos selvstændige sømand, er sejlbåde dukket op i Steni Vali i over fyrre år. Det plejede at værre et tilflugtshavn for lokale fiskere i stærke vinde. Her reparerede de deres net, spiste et hjemmelavet måltid mad, fik vand og kunne slappe af, imens stormen drev over. Et par generationer senere, og stedet er en livligt sommerdestination, komplet med hotel, vandsportsfaciliteter, og taverner som omkredser kajen, og bliver fyldt op om sommeren.
Der er lige så stor sandsynlighed for at løbe ind i en ensom, rundt-om-verden-sejlende sømand, som et par badedelfiner.
Vi er her i sent på August måned, efter højsæsonen, midt på eftermiddagen – hvilket forklare den mærkværdige men velkomne stilhed. Stilheden efter stormen, som man siger. Her i dette beskyttede paradis vil vi også vente på, at de stærke vinde lægger sig. Imens vil vi proviantere hos de fyldte supermarkeder, nyde et friskt måltid mad og duften af jasmin i luften og drømme om de endnu mere fredlige ydre øger i Nord Sporades.
Naviger videre
Næste dag, blæser Force 7 stadig, og flere både er dukket op i havnen i deres søgen efter ly. Vi ser på kortet over områderne og udtænker vores route imellem øerne, imens noterer vi os to store naturlige havne på Kyria Panagia øen nordøst for os, hvor vi ville kunne finde læ hvis vinden skulle trække på igen. Er vejret til det, så tager vi afsted herfra snart med et stop ved Gioura for at spotte en vild ged eller to, og derfra ud til den nordligste top af denne øgruppe, Psathoura, en gul plet midt i alt det blå.
Vi ser op fra kortet og ud mod horisonten, hvor to To Brødre øen blågrå og slørret dukker op i distancen. Tilbage på kortet, bag den og sydøst på, ligger det flade, sandede Skantzoura.
”I morgen, slut med den store vind!” en opmuntrende stemme distraherer os fra kortet. ”I rejser i morgen! Tidligt! God vind til jer! råbes der fra et venligt ansigt under en sort fiskermandskasket, og hærdede hænder, som holder om en dåse Amstel. Med næste bølge er han væk, lige så pludseligt som han dukkede op. I morgen, bliver det så.
